mandag den 27. januar 2014

Godt 1 månede efter USA-turen



5. december var USA-turen slut og efter nogle timers forsinkelse efter Bodils rasen var vi tilbage. 8 uger blev det til og ikke en uge for meget. Vi vender tilbage.

Düsseldorf i regn og slud.


Vi havde været lidt "urolige" over at skulle tilbringe december i sommerhus og havde for at imødegå dette bestilt en lille uges tid i London til at afbøde overgangen. Og London har stadigvæk nye oplevelser i baghånden. Vi fik set Glasskåret, Tate og National Gallery. Sidst vi var på National Gallery var sammen med en flok teenagere, hvor vi måtte "flygte" ud. 10 min. inde i besøget havde vi de unge mennesker liggende på hver sin bænk og samstemmende spørgende til, hvor længe vi mon skulle være her i dette dødsyge museum.

The Shard ("Glasskåret")



Udsigten fra potte på herretoilettet.


Londons madtempel. Borough Market.

Tea for Two.



Vi nåede forberedelserne til jul. Lille juletræ, mad og gaver var på plads og juleaften var vi sammen med hele flokken af børn. Rikke, Finn og Tobias nogle dage inden og Lasse på dagen. Julefrokost 2. juledag med Helle og Allan, Lasse og Nanna sammen med tøserne og de 3 logerende. Tøserne blev og skulle først afleveres 3 dage senere.

Nytåret klarede vi i to-somhed og de første dage i det nye år blev brugt til de sidste indkøb inden indflytningen på Nørrebro.

4. jan troppede vi op i lejligheden og sidst på formiddagen ankom flyttelæsset fra opmagasineringen. Godt vi ikke selv skulle slæbe det hele op på 3. sal.

Et par døgn senere var vi næsten på plads og onsdag blev flyttekasserne afhentet igen. En lidt underlig fornemmelse nu at bo på 75m2, hvor vi i Kr. Helsinge vel i alt havde omkring 300 m2, men som dagene er gået er det blevet hjemme vel vidende vi skal videre.

Vi har nået en del. Et par foredragmøder i Vartorv, The Wolf of Wallstreet, opera i Emperial, Erling Jepsen på Valby Bibliotek, rejseudstilling i Bella mm. Besøg af Lasse og pigerne, Rikke et par overnatninger og en hyggelig frokost med et par gamle venner er det da også blevet til.

Og så kom chokket. Vi var på Samvirkets kontor (den der administrerer "Præstesiloen"). Vi er rykket op med ca. 10-15 placeringer hver halve år og lidt simpel matematik kunne få os op i top 5, men diverse scenarier havde bremset listen op. "der vil gå flere år inden I får tilbudt en bolig herfra". Nå da da. Heldigvis har vi sideløbende været skrevet på til en lang række rækkehusbebyggelser i Køge-området, så da vi kom tilbage til lejligheden gjorde vi vores opskrivning i Køge aktiv. Vi har flere gange de senere år ovevejet at gøre brug af vores placering på listerne der, når vi skulle finde pensionistboligen.


Dagen efter tikkede det første tilbud ind. 4V i Herfølge, som vi skulle tage stilling til. Et godt rækkehus med nyt køkken og en lille have, redskabsskur og forhave. Siden er yderligere 2 tilbud om andre 4v´eres rækkehuse dumpet ind på mail. I fredags så vi det første tilbud og har i dag takket ja. Så må vi jo se om vores anciennitet er nok til det er os, der skal bo der.. Ellers dukker der jo nok et andet op.


Rækkehuse i Herfølge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar